Dialogkonsulenter


Tirsdag d. 24. januar 2012 blev Husum, Tingbjerg og Nørrebro beriget med 28 dialogkonsulenter.  Alle dialogkonsulenterne var i den anledning inviteret på Rådhuspandekager og begejstrede ord fra politikerne. Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (B) uddelte diplomer og understregede i sin tale store forhåbninger til dialogkonsulenternes kommende arbejde.

”Dialog og samarbejde er afgørende for at opnå et inkluderende København – og det er netop tanken med dialogkonsulenterne. Derfor var det en stor fornøjelse for mig, at uddele diplomerne og møde den mangfoldige og dejligt engagerede gruppe. Jeg glæder mig til at følge deres arbejde – og til at se at de, som de selv siger, nu går fra at ”talk the talk – to walk the-walk”.

Også medlemmer af beskæftigelses- og integrationsudvalget Signe Færch (Ø) og Neil Stenbæk Bloem (F) deltog i uddelingen. Signe Færch er ikke i tvivl om at Nørrebro vil få gavn af de nyuddannede,

”Det var helt tydeligt at vi har fået uddannet en masse dialogkonsulenter sprængfyldt af energi og begejstring: jeg tror de vil gå ud i København og give deres viden til andre, starte diskussioner og dialog om forskellighed i vores by.”

Dialogkonsulenterne har gennemgået en særligt tilrettelagt 5 dages uddannelse hvor de er blevet udannet i dialogredskaber og mangfoldig borgerdialog. Holdet er sammensat af engagerede borgere fra Husum, Tingbjerg og Nørrebro med forskellige baggrunde, kommunalt ansatte og boligsociale medarbejdere. Dialogkonsulenterne skal nu fortsætte i et korps, der kan rekvireres af forskellige aktører til at optimere lokale møder og involvere borgere i dialoger og være med til at styrke fællesskaber på tværs af de mange forskelligheder, der findes i København. De skal skabe bedre tillid mellem offentlige myndigheder og borgere – de skal kort sagt bidrage til at skabe et inkluderende København.

Rekvirering af dialogkonsulent kontakt venligst:

Eline C. Feldman (Konsulent, TaskForce Inklusion)
Tlf.: 26 10 54 53 / 33 17 37 84
Mail: VG92@bif.kk.dk
Kontoret for Inklusion og Mangfoldighed
Københavns Kommune
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen